Vedtægter for Tebbestrup Vandværk a.m.b.a

(andelsselskab med begrænset ansvar)

 

§ 1

Selskabet er et andelsselskab med begrænset ansvar, hvis navn er: Tebbestrup Vandværk a.m.b.a

 

Selskabet har hjemsted i Randers Kommune.

 

§ 2 Formål

Selskabets formål er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vandforsyningslov og det for vandværket fastsatte regulativ at forsyne ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand samt at varetage medlemmernes fælles interesser i vandforsyningsspørgsmål samt deraf afledte forhold.

 

§ 3 Medlemmer

Enhver, der har tinglyst adkomst til fast ejendom i forsyningsområdet, kan blive medlem af selskabet.

 

For ejendomme, der er opdelt i ejerlejligheder, er det ejerne af de enkelte ejerlejligheder, der er medlem, medmindre andet er tinglyst på ejendommen.

 

§ 4 Medlemmernes rettigheder

Selskabets medlemmer har ret til at blive forsynet med vand på de vilkår, der er fastsat i det af kommunen godkendte regulativ.

 

Ved indmeldelse udleveres vedtægter, regulativ og gældende takstblad.

 

§ 5 Medlemmernes forpligtelser og hæftelser i øvrigt

For enhver af selskabets forpligtelser hæfter medlemmerne alene med den i selskabet indskudte kapital.

 

Ethvert medlem indtræder med alle de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af vandværkets regulativ og takstblad - herunder betaling af anlægsbidrag, samt af nærværende vedtægter.

 

Såfremt et medlem overdrager sin ejendom, er medlemmet - ved dødsfald medlemmets bo - forpligtet til at drage omsorg for, at den nye ejer indtræder i medlemmets forpligtelser over for selskabet. Når selskabet modtager meddelelse om ejerskifte, ophører medlemmets rettigheder og forpligtelser over for selskabet.

 

§ 6 Udtræden af selskabet

Udtræden af selskabet kan ske ved grundens ophør som selvstændigt matrikelnummer, eller hvis ejendommen overføres til andet forsyningsområde.

 

Såfremt en grund ophører som selvstændigt matrikelnummer, afbrydes stikledningen fra forsyningsledningen, og medlemmet udtræder af selskabet.

 

Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i selskabets formue, ligesom eventuelle omkostninger afholdes af medlemmet.

 

§ 7 Generalforsamling

Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed.

 

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i Marts måned.

Indkaldelse til generalforsamlinger, såvel ordinære som ekstraordinære, sker med mindst 8 dages

varsel ved særskilt meddelelse til hvert enkelt medlem eller ved annoncering i lokal avis med angivelse af dagsorden.

 

Forslag skal for at kunne behandles på ordinær generalforsamling, afgives til bestyrelsen senest 2 dage før Generalforsamlingen.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

 

·         Valg af dirigent

·         Bestyrelsens beretning

·         Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse

·         Budget for det/de kommende år forelægges til godkendelse

·         Behandling af indkomne forslag

·         Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen

·         Valg af revisorer og revisorsuppleanter

·         Eventuelt

 

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen.

 

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst­­­­­ 20 af medlemmerne fremsætter skriftlig forlangende herom til bestyrelsen, ledsaget af en skriftlig dagsorden.

 

I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes inden to måneder efter modtagelsen af den skriftlige begæring, og dagsordenen skal udsendes med indkaldelsen.

 

De på generalforsamlingen trufne beslutninger indføres i referat, der underskrives af dirigenten.

 

§ 8 Stemmeret og afstemninger

Hvert medlem har én stemme pr. ejendom, vedkommende ejer.

 

Et medlem kan for et andet medlem afgive stemme ved skriftlig fuldmagt. Et medlem kan dog udover egen stemme kun afgive yderligere én stemme ved fuldmagt.

 

Ethvert medlem kan kræve hemmelig afstemning. Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed.

 

Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages, når mindst 2/3 af de stemmeberettigede er til stede, og når mindst 2/3 af disse stemmer for.

 

Er 2/3 af selskabets medlemmer ikke til stede, kan forslaget vedtages på en efterfølgende ekstraordinær- eller næste års ordinære generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer, uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede.

 

 

§ 9 Bestyrelsen

Selskabets bestyrelse består af 3 medlemmer, valgt blandt medlemmerne for  2 år ad

gangen, idet der hvert år på den ordinære generalforsamling afgår skiftevis  1-2 medlemmer.

 

Hvert år vælges ­­ 1 suppleant. Efter opnået stemmetal eller ved lodtrækning vælges 1.  suppleant. Suppleanten indtræder, når et bestyrelsesmedlem afgår midt i en valgperiode. Den valgte suppleant indtræder i det afgåede bestyrelsesmedlems resterende valgperiode.

 

Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.

 

Bestyrelsen konstituerer sig selv. Den er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Bestyrelsen kan til varetagelsen af den daglige drift ansætte fornødent personale og ligeledes afholde de efter dens eget skøn nødvendige udgifter til administration, reparation og vedligeholdelse.

 

Bestyrelsen har ansvar for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget.

 

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører referat, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

 

Anlægsvirksomhed, der væsentligt overstiger det vedtagne budget, skal godkendes af generalforsamlingen.

 

Bestyrelsen kan i tilfælde af overtrædelse af konkrete forbud pålægge overtræderen et gebyr, som skal fremgå af takstbladet.

 

§ 10 Tegningsret

Selskabet tegnes af formanden i forening med ét bestyrelsesmedlem.

 

Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved udstedelse af gældsbeviser kræves dog hele bestyrelsens underskrift.

 

Bestyrelsen kan meddele prokura.

 

§ 11 Regnskab

Selskabets regnskabsår løber fra den 01-01 til den 31-12.

 

Den årlige overdækning, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger, kan ikke udbetales til medlemmerne. Overdækningen skal nedbringes over en passende periode gennem takstnedsættelser og/eller investeringer i anlæg.

 

Revision af regnskaberne foretages af en kritisk revisor valgt blandt selskabets medlemmer og/eller en registreret eller en statsautoriseret revisor. Der skal vælges en revisor hvert år.   

 

Årsregnskabet underskrives af revisorerne og bestyrelsen.

 

§ 12 Opløsning

Opløsning kan kun besluttes, såfremt 3/4 af samtlige stemmeberettigede stemmer for.

Dersom opløsningen vil kunne ske uden indskrænkning i forsyningsmulighederne, f.eks. ved fusion med et andet vandværk eller ved kommunal overtagelse, kan opløsningen dog besluttes efter de i § 8 angivne bestemmelser vedrørende vedtægtsændringer.

 

Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om eventuelle aktivers anvendelse. En eventuel overdækning kan ikke udloddes til medlemmerne, men kan overføres til et andet selskab, der varetager samme eller lignende formål som selskabet.

 

§ 13 Ikrafttræden

Selskabets vedtægter er vedtaget/sidst ændret på generalforsamlingen den 8 Juni 2021

 

De træder i kraft den 1-aug-2021

 

 

IbNielsen

 

Formand

 

 


Michael Nielsen

 

Dirigent